Berlingske Liveblog

fra

Poul Høis valgblog

  • Nye oplysninger belaster Clinton i email-sag

     
    Her er det dokument, som i dag volder Hillary Clinton så mange problemer, og som har sat hendes email-sag øverst på dagsordenen igen i USA.
     
     
    En FBI-agent skriver i en rapport, at han har haft en samtale med en anden agent i tjenesten, og at departementschef Patrick Kennedy i det amerikanske udenrigsministerium havde foreslået kollegaen en "quid-pro-quo" aftale, altså en noget-for-noget aftale, hvor FBI skulle afklassificere nogle af de fortrolige oplysninger, som optrådte i Hillary Clintons email, og til gengæld ville FBI få flere posteringer på ambassader i udlandet.
    Hvis agenten har ret i sin opfattelse er der tale om urent trav. Så har udenrigsministeriet lokket med jobs i udlandet til gengæld for, at FBI lettede bevisbyrden i sagen mod Clinton.
    Det beviser, at der var tale om korruption, siger Trump-kampagnen, og at resultatet af efterforskningen var aftalt på forhånd.
     
    FBI har senere mandag udsendt en omfattende redegørelse, hvor forbundspolitiet går skarpt i rette med quid-pro-quo udlægningen.
     
    Her er et uddrag af FBIs udlægning:
     
     
    FBI siger kort sammenfattet, at agenten, som kom med beskyldningerne, intet havde med email-sagen at gøre. FBI har efterforsket hans oplysninger og fundet dem grundløse. Agenten er nu pensioneret. For det andet blev de pågældende fortrolige dokumenter ikke afklassificerede. FBI fastholdt, at der var tale om fortrolige oplysninger, og det blev ikke ændret. For det tredje er der intet nyt i det, siger FBI, som tidligere har fremlagt dokumenter, som viste, at der foregik en tvekamp mellem ministeriet og FBI om, hvad der var fortrolige og ikke-fortrolige oplysninger, og at FBI har fastholdt sin egen linje gennem efterforskningen.
     
    Hvad det alt sammen betyder?
    Det betyder, at Clintons email-sag formentlig vil sætte sig på dagsordenen i USA i mindst et par dage, og at den givetvis også vil spille en rolle i TV-debattenb mellem Clinton og Trump natten til torsdag dansk tid.
    Men om den får nogen betydning for udfaldet af valget? De fleste eksperter siger, at vælgerne på nuværende tidspunkt har "låst sig fast" til deres kandidat, og at de først og fremmest leder efter oplysninger, som bakker deres beslutning op - ikke det modsatte.
    Så ifølge denne udlægning kommer oplysningerne for sent.
    Men omvendt har støtten til kandidaterne - i det mindste før Trumps store nedtur i de seneste to uger - været så flydende, at det er muligt, at 2016 er anderledes, og at Clinton-vælgere enten vil sive eller blive hjemme på valgdagen.
     
     
     
Se hele bloggen
leveret af ScribbleLive Content Marketing Software Platform