Berlingske Liveblog

Poul Høis valgblog

     

    Votamatic: Clinton får 323 valgmænd i morgen og vinder

     
    Drew Linzer fra Votamatic er altid i top-fem blandt de mest præcise valg-prognosemagere, og her er hans bud på, hvordan det ender i morgen:
     
    Hillary Clinton: 323 valgmæd
    Donald Trump: 215 valgmænd
     
     

    Morning Joe: "Det går i hendes retning"

     
    Den konservative morgen-TV vært Joe Scarborough ved ikke rigtigt, hvad han skal mene om meningsmålingerne, men han ved godt, hvad de viser, tweeter han.
     
     
    "Flere og flere målinger har Clinton med en føring på mellem tre og fire point. Men mere vigtigt end numrene er trendlinjerne. I de pågældende målinger går det i hendes retning."

    86,9 pct. flere nye latino-vægere i Florida

     
    Professor Michael McDonald ser på de tidlige stemmer i Florida - og hvordan de adskiller sig fra 2012. Tallene visr hvor mange flere personer fra den pågældende etnicitet, som har stemt i år i forhold til 2012.
     

     
    Ét tal farer i øjnene: 86,9 pct. flere nye latinovælgere denne gang i forhold til 2012. Det kan afgøre Florida.
     
    Men bid mærke i, at meningsmålingerne samtidigt viser et dødt løb i staten, som jeg også diskuterede i et tidligere blogindlæg i dag.
     

    Meningsmålinger på en mandag

     

     
     
    National måling fra Monmouth: Clinton er +6 point i fire-opgør
     
     

     

    Hvordan kunne medierne misse den historie? Her er et bud

     
    Hvis de tidlige stemmeafvigninger i Florida og Nevada holder - så kommer latinoer til at spille en afgørende rolle.
    I Nevada skriver den uafhængige analytiker Jon Ralston, at så mange latinoer allerede har stemt, at Trump har tabt staten.
    I givet fald - og det er et  stort "i givet fald" - hvordan kunne medierne misse den historie? At Trump fører kampagne mod latinoer og taler om deportation af 11 mio. latinoer, og så mobiliserer latinoerne og stemmer imod ham?
    Her er her et godt bud på, hvorfor medierne kunne misse den.
    Politico offentliggjorde søndag en i øvrigt udmærket liste over 12 breakout-stjener blandt medierne, reportere, som i denne valgomgang for alvor har sat deres præg på dækning og vist deres kolde ryg.
    Der er ikke en finger at sætte på nogle af dem, men ... 11 ud af 12 er så hvide som sne.
     
     
     

    Meningsmålinger på en mandag

     

     
    National måling fra Fox News: Clinton er +4 i både et to-mandsopgør og et fire-opgør.
     

    Målinger vs. tidlige stemmer: Hvem vinder Florida?

     
    37 stater har en eller anden form for tidlig stemmeafgivning, og over 30 mio. amerikanere har allerede stemt.
    Flere af staterne, bl.a. North Carolina, Florida og Nevada, fører ret nøje statistik over hvilke mennesker, som stemmer tidligt - deres partitilhørsforhold, deres køn, deres etnicitet, f.eks. - og den slags kontrasterer somme tider med meningsmålingerne.
     
    Tag nu Florida.
    Her er Nate Silvers procentvurdering af vinderchancerne - Donald Trump har en lille fordel i Florida, siger målingerne.
     
     
     
     
    Men her er så opgørelsen fra den tidlige stemmeafgivning i staten til og med i går, søndag:
     
     
     
     
    Teksten siger, at registrerede demokrater fører med 88.000 stemmer over ditto republikanere blandt de tidlige stemmer i hele staten.
     
    Og der er denne opgørelse fra de tre sydøstlige og folkerige Florida-amter, som alle er stærkt demokratiske:
     
     
     
     
    "Broward, Palm Beach og Dade amters vælgertotal er nu +420.000 demokrater. Det kræver et mirakel for Trump at vinde på valgdagen."
     
    Og her er etniciteten af de tidlige stemmer:
     

     
    Sorte: 13,1 pct.
    Latino: 15,3 pct.
    Hvide: 65,8 pct.
    Andre 5,8 pct.
     
    Hvis den etniske fordeling holder valget ud, og hvis de pågældende grupper stemmer efter den fordeling, vi ser i målingerne - så får Trump meget svært ved at vinde Florida.
     
    Så vidt Florida.
    Vi har set den samme kontrast mellem tidlige stemmer og meningsmålinger i en stat som Nevada, og det stiller et spørgsmål om hvem, der har ret - de tidligere vælgerstatistikker eller målingerne?
    Og under alle omstændigheder så rejser det nogle metodologiske spørgsmål for hele målingsindustrien.
     
     

    Votecast vil opdatere de estimerede valgtal hele dagen tirsdag

     
    Hvis du ikke kan vente på afgørelsen i morgen, så er her en mulighed for at følge stemmeafgivelsen live - eller hvad målingsveteraner fra Obama-kampagnen tror er stemmeafgivelsen.
    Webstedet Votecast kører sammen med Slate og Vice News en livedækning, hvor de fra klokken omkring 14 tirsdag dansk tid begynder at livetransmittere et estimat af resultaterne på baggrund af mini-exitmålinger.
     
     

     

    Michael Moore stemmer på Clinton

     
    Dokumentaristen Michael Moore har været en af de mere usædvanlige Trump-fortolkere. Den stærkt venstreorienterede Oscar-vinder var ikke for Trump, men han var så meget imod Hillary Clinton, at det virkede sådan.
    Nu tweeter han så, at han alligevel har stemt på Hillary Clinton.
     

    Meningsmålinger på en mandag

     

     
     
    Upshot/Siena i North Carolina: Clinton og Trump står lige

    One day more!

     
    Som Jean Valjean siger:
     
    One day more!
    Another day, another destiny.
     
     
     
     
     

     

    Meningsmålinger på en mandag

     
     
     
    National måling fra Bloomberg: Clinton er +3 point i et fire-opgør.

    Trump står til at vinde ... Rusland

     
    Pollfish har spurgt vælgerne i otte lande om deres foretrukne kandidat i det amerikanske valg, og Donald Trump vinder kun et af landene. Gæt hvilket.
     
     
     
     

    Billeder fra 24 timer

     
     
     
    Hillary Clinton i Ohio med "Kong James" - statens stolte søn, basketballspilleren LeBron James.
     
    Og sådan ser historien ud i lokalavisen i Cleveland i Ohio.
     
     
     
     

    Clinton har en stabil føring på tre point

     

     
    Nate Silver knuser alle de eksisterende nationale målinger, og Clinton har en stabil føring på tre point, skriver han. I 2012 var Obama foran med 0,7 point hos RCP og 1,2 point i gennemsnit.
     
     

    Meningsmålinger på en mandag

     
    Jeg har ikke gjort en hemmelighed ud af min aversion mod enkeltstående meningsmålinger, men det er dagen før valget, og jeg vil gøre en undtagelse. Så jeg nævner nye - gode - målinger så snart, som de kommer ind.
    Se aggregeringen af alle målingsanalytikerne hos Upshot/NYT.
     
     
     
    National måling: NBC/SurveyMonkey har Clinton +7 i et mand-til-mand opgør og +6 i et fire-opgør.
     
     
     

     
    New Hampshire måling: Clinton er +11 i et fire-opgør i svingstaten New Hampshire

     

    Trumps ministerliste ifølge NBC: Newt Gingrich som udenrigsminister

     
    Det kan blive ... interessant.
    NBC News har fået et kik ind i topjoblisten hos Team Trump efter en valgsejr - og her er tre af navnene:
     
    Image result for newt gingrich image reuters
     
    Udenrigsminister: Newt Gingrich
     
     
    Image result for rudy giuliani image reuters
     
    Justitsminister: Rudy Giuliani
     
     
    Image result for reince priebus image reuters
     
    Stabschef i Det Hvide Hus: Reince Priebus
     
    Image result for clinton and comey
     
    FBI-chef James Comey sendte søndag Kongressen et brev, som renser Clinton i email-sagen, men hans involvering i valgkampen kan have kostet demokraterne dyrt. Trump opfordrer til selvtægt.
     
     

    Clinton er nu renset i email-sag -

    demokrater raser over FBI-chef 

     
     
    FBI-chef James Comey sendte søndag Kongressen et brev, hvor han rensede Hillary Clinton i email-sagen.
    Han skrev, at hans efterforskere har gennemgået alle de nye emails, som FBI fandt for et par uger siden i en urelateret sag, og der er intet at komme efter, skriver han.
    "Baseret på vores gennemgang har vi ikke ændret de konklusioner, som vi nåede til i juli med hensyn til udenrigsminister Clinton," skriver han.
    I juli fastslog Comey, at der ikke var belæg for en sag mod Hillary Clinton, fordi FBI ikke havde fundet bevis for, at hun havde foretaget sig noget strafbart i den såkaldte email-sag.
    NBC News oplyste i nat, at næsten alle de nye emails enten var kopier af emails, som FBI allerede havde efterforsket, eller perssnlige emails.
    "Der er nu afslutningen på efterforskningen af sagen om Clintons email-server," siger kilder i Justitsministeriet til NBC.
    Reaktionen på nyheden var tydelig hos både bookmakerne og finansmarkederne i nat.
    I den seneste uge har bookmakerne haft Clintons chancer for at vinde valget helt nede på under 70 pct., men i nat skød chancerne op på 85 pct. - det samme som før den nye efterforskning - og reaktionen hos finansmarkederne var lettelse. Fremtidsindsekset hos Dow Futures steg mere end 200 point på nyheden.
    "Wall Street foretrækker klart Hillary Clinton," skriver analytikeren Stuart Rothenberg her.
     
     

     
     
     
    Der var også lettelse hos Demokraterne - kombineret med et stort gran af vrede.
    Demokraternes gruppeformand i Senatet, Harry Reid, beskyldte i sidste uge FBI-chef Comey for at forsøge at kuppe valget og svinge det til fordel for Trump, og Comeys brev i går formildede ham ikke: Comey har håndteret sagen skandaløst. Han greb ind i en valgproces på et helt forfejlet grundlag, og det er utilgiveligt, sagde Reid og udtrykte dermed, hvad mange demokrater udtrykte på de sociale medier i nat.
     
    Tablodavisen New York Daily News var mere skånselsløs:
     
     
     
    "FBIs gale bomber," hedder rubrikken, og lederen kræver hans øjeblikkelige afgang.
     
    Også uafhængige og enkelte republikanere var forargede, bl.a. Joe Walsh, som er et ildsprudlende tidligere republikansk kongresmedlem:
     

     
    "I de seneste ni dage har over 20 mio. stemt i den tro, at FBI havde noget stort på Hillary. Jeg er med Trump, men, hold da op, det er ikke rigtigt."
     
    Den ansete og uafhængige politiske analytiker Norm Ornstein kritiserede FBI-chefen, da han i forrige uge offentliggjorde sin nye efterforskning, og han har ikke ændret mening, tweeter han:
    "Jeg har ikke ændret mening. Comeys tidligere brev var uansvarligt og hovedløst, gjorde dyb skade på FBI og han involverede sig fejlagtigt i valget."
     

     
    Den ligeledes politisk uafhængige analytiker, David Gregory, opfordrede de republikanere, som i de seneste ni dage har tordnet mod Clinton og hendes emails, til at undskylde:
     

     
    "Hvor mange republikanske ledere og folkevalgte har brugt Comeys brev til at sige eller konkludere, at Clinton har brudt loven? Er der nogle, som vil sige undskyld?
     
    Men hvad var så reaktionen hos Donald Trump og hans støttere?
    FBI-efterforskningen har været Trumps store slagnummer i slutspurten, både i reklamer og ved møder. Han er rejst fra fra stat til stat og har fortalt sine tilhørere, at en tiltale mod Clinton er lige om hjørnet, og det samme har Fox News også flere gange fortalt sine seere, baseret på "kilder med indblik i efterforskningen," som en studievært sagde. Trump selv sagde ved et vælgermøde i Florida tidligere på ugen: "Vi kan være sikre på at indholdet af de nye emails er absolut ødelæggende for hende."
    Så hvad nu?
    Clinton skal ikke forvente en undskyldning fra den side, og i stedet begyndte Trump i nat at tale om noget, som lød som selvtægt. Ved et vælgermøde sagde han, at hvis man ikke kan regne med FBI, så "må vi udmåle retfærdigheden, som den tidligere blev udmålt her i landet," skriver Guardian, og de menige FBi-agenter vil også gøre mytteri og fortsætte sagen, sagde han:
     

      
     
    "De vil ikke lade Hillary Clinton slippe afsted med en forbrydelse."
     
    Lynhurtigt bredte et meme sig også blandt Trump-tilhængerne, og afsenderen var en af Trumps toprådgivere, Michael Flynn, som er tidligere general og chef for forsvarets efterretningstjeneste.
     

     
    Han hævdede, at der kun var 691.000 sekunder i en uge, og det var umuligt at undersøge 650.000 emails på så kort tid. "Det er én email per sekund. UMULIGT."
     
    Men som eksperter i efterforskning og dateprocessering meddelte ham - der er noget, som hedder software og computere, og de kan gøre den slags på no time.
    Selv den landflygtige lækagenørd, Edward Snowden, meldte sig i debatten:
     

     
    Han beskriver, hvordan man skal foretage sådan en søgning og konkluderer: "En gammel laptop kan gøre det på minutter-eller-timer."
     
     
    Og dermed slutter en af de mest besynderlige episoder i en moderne amerikansk valgkamp. Den varede fra det første Comey-brev 28. oktober til 6. november, og den har utvivlsomt kostet demokraterne dyrt.
    Clintons opinionstal dykkede brat, men har stabiliseret sig med en føring på omkring tre point i de nationale målinger, og den største omkostning bliver formentlig ved valget til Kongressen. For en uge siden stod demokraterne til at vinde et flertal i det nye senat, men det gør partiet ikke længere, og det har uden tvivl noget med efterforskningen at gøre.
    Så med Comeys brev i går lukker én sag, og en anden begynder, som Harry Reid også indikerede søndag:
    Hvad gik galt hos FBI? Hvorfor besluttede FBI-chef Comey på så løst et grundlag at offentliggøre, hvad han gjorde, og hvorfor fortsatte kilder i FBIs kontor i New York med at lække belastende og ufunderede informationer i dagevis derefter. Som en debattør skrev på Twitter i går: "Det er noget skræmmende junta shit det her," og det er formentlig den allerstørste skade ved hele affæren:
    Tilliden til forbundspolitiet FBI og på den større klinge - til at retfærdigheden i USA er upolitisk - er rokket.
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     

    "Reb. Træ. Journalist."

     
     
    Og nu er Trumps-støtterne så begyndt at rulle deres efterårskollektion ud - og den er holdt i mørke nuancer med et symbolsk strøg af hvidt og orange.
     
     
    Teksten på ryggen lyder:
     
    "Reb. Træ. Journalist
    Derefter samles delene."
     
    Og som vi kan se på billedet, vækker efterårskollektionen glæde hos omgivelserne.
     
     
     
     
     
     

    Trumps rådgivere har konfiskeret hans Twitter-konto

     
    New York Times har offentliggjort en helt igennem forrygende reportage fra de sidste dage på farten med Donald Trump, og det er virkelig en god longread.
    Men en enkelt detalje fra reportagen er straks gået ind i valgkampen. Avisen kunne nemlig afsløre, at Trumps rådgivere efter flere måneders forsøg endelig har fået vristet hans Twitter-konto fra ham. Nu må han ikke selv skrive sine spontane og eksplosive udbrud på 140 tegn og derunder, men er nødt til at diktere dem til en rådgiver, som så skriver dem ind i finkæmmet form. I stedet går han rundt i kulissen og småmumler om alle de mennesker, som han skal have hævn over, når valgkampen er forbi, skriver avisen.
     
    Her er nyheden fra New York Times.
     
     
    Nyheden blev til uendeligt mange tacklinger på de sociale medier, og ingen ringere end præsident Obama meldte sig også ind med et glidende fuldt-stop:
    "Hvis en person ikke kan håndtere en Twitter-konto, så kan han heller ikke håndtere atomkoderne."
     
     
     
     
     
    UPDATE:
     
    Okay, så lad os tage denne detaje med reportagen i New York Times, og CNN greb fat i den, som underteksten viser:
     
     
    Artikel: "Trump mangler søvn og hader at være alene. NYT rapporterer, at han ikke bryder sig om at sove og beder rådgivere om at blive oppe og tale med ham."
     
     
    Image result for image bruce springsteen reuters
     
     

    Bruce, Hillary og Tom Joad

     
     
    Og jeg skrev tidligere, at Hilary Clinton havde en god søndag med to gode nyheder - FBIs brev og meningsmålinger - men de gode nyheder kommer åbenbart som en tre-pack:
    Bruce Springsteen bekræftede søndag, at han vil optræde for Hillary Clinton ved, hvad der ligner valgkampens superstjerne-begivenhed.
     
    Her er pressemeddelelsen:
     
     
    Eller skrevet ud:
    Hillary Clinton, Bill Clinton, Barack Obama, Michelle Obama, Bruce Springsteen og Jon Bon Jovi. Alt sammen mandag aften, den sidste aften inden valget, og i Pihiladelphia.
     
    Jeg vil tro, at Springsteen kommer alene med sin guitar, men hvis han kommer med hele New Jersey Noise Machine - E Street Band og Tom Morello - så vil jeg foreslå denne her:
     
     
    Man får lyst til at kaste sig ud i en revolution, hvis der ikke er noget godt på Netflix...
    Photo published for Clinton Is Ahead On Several Key Metrics Going Into Election Day
     
     

    FBI-chef renser Hillary Clinton i email-sag

    (Opdateres)

     
    Søndag var allerede en god søndag for Hillary Clinton. Tre nationale målinger gav hende en solid føring, men søndag aften dansk tid blev den endnu bedre.
    FBI-chef James Comey sendte nemlig et nyt brev til Kongressen, og heri fastslog han, at efterforskere nu havde været igennem alle de nye emails, som blev fundet i en urelateret sag, og der er intet at komme efter, skriver han.
    "Baseret på vores gennemgang har vi ikke ændret de konklusioner, som vi nåede til i juli angåede udenrigsminister Clinton," skriver han.
    I juli fastslog Comey, at der ikke var belæg for en sigtelse eller tiltale mod Hillary Clinton, fordi FBI ikke havde fundet bevis for, at hun havde foretaget sig noget ulovligt i den såkaldte email-sag.
    Ifølge NBC News var næsten alle de nye emails, som FBI fandt for et par uger siden, kopier af emails, som FBI allerede havde gennemgået. "Der er nu afslutningen på efterforskningen af sagen om Clintons email-server," siger kilder i Justitsministeriet til NBC.
     
    Ingen målinger kan nå at kapere den nye udvikling, men det kan bookmakerne.
    De har i den forgange uge haft Clintons chancer for valg nede på 70 pct., men søndag aften skød de igen op på 84 pct., det samme som før efterforskningen.
     
     
     
    FBI-chef Comey kastede sig ind i valgkampen fredag 28. oktober, hvor han sendte sit første brev til Kongressen, og her oplyste han, at FBI havde fundet nye emails, som kunne have betydning for email-sagen. FBI vidste dengang meget lidt om de nye emails, men Comey valgte alligevel at sende og offentliggøre brevet
     
    Demokraterne reagerede vredt på brevet, og gruppeformanden i Senatet, Harry Reid, beskyldte direkte FBI for at forsøge at kuppe valget og svinge det til fordel for Trump.
    Og reaktionen søndag aften var stadig vrede, men nu også kombineret med en betydelig grad af lettelse.
    For det er helt umuligt at overvurdere den politiske betydning af det nye brev.
    Da Comey offentliggjorde sit første brev, havde Clinton en føring på mellem seks og 13 point alt efter måling, og de førende aggregatorer gav hende en vinderchance på over 92 pct.
     
     
    Her er New York Times' forside dagen efter Comeys første brev - alle historier over knækket handler om Clintons emails, og siden har de største aviser kørt fem gange så mange historier om Clintons emails som om Trump, viser undersøgelse fra Media Matters..
     
     
     
    Comeys brev fik målingerne til at styrtdykke, og det er først i de seneste dage, at hun atter har stabiliseret sin føring på omkring tre point.
    Og usikkerheden om efterforskningen er Trumps store slagnummer i sin slutspurt. Han rejser fra stat til stat og fortæller sine tilhørere, at en tiltale mod Clinton er lige om hjørnet, og det samme har Fox News også flere gange fortalt sine seere, baseret på "kilder med indblik i efterforskningen." Deres budskab er en trommehvirvel af efterforskning-sigtelse-tiltale-rigsretssag, og aldrig har tilhørerne råbt højere og mere med følelse: "Lock her up." Smid hende i fængsel.
    Trump selv sagde ved et vælgermøde i Florida tidligere på ugen: "Vi kan være sikre på at indholdet af de nye emails er absolut ødelæggende for hende."
    Nu falder den agitation til jorden med et drøn, som kan høres og før valgdagen tirsdag.
     
    Og måske skulle alle de republikanere, som i den mellemliggende periode har ført kampagne på FBI-efterforskningen og rejst penge på efterforskningen - måske skulle de sige et forsigtigt undskyld til Hillary Clinton, foreslog den uafhængige politiske analytiker, David Gregory, fra CNN, i aftes.
     
     
    Reaktionen hos andre var en hovedrysten over FBI-chef Comeys kluntede ageren i sagen, mens Dave Weigel fra Washington Post hørte et ekko af stort set alle "Clinton-skandaler."
    "Comeys brev var en Clinton-skandale i en nøddeskal: Hybris, lækager, rygter om en tiltale og så ... bare glem det."
     
     
    Så nu har FBI renset luften og renset Hillary Clinton - og der er ingen skade sket?
    Det er forkert.
    For mellem sidste fredag og nu har vælgerne i 37 stater stemt på livet løs - det er de stater, som har, hvad amerikanerne kalder early voting, og i Florida har flere mennesker allerede stemt end det samlede stemmetal i en stat som Pennsylvania ved valget i 2012. De mennesker, demokrater, republikanere og uafhængige, har stemt under en forvisning om, at Clintons emails fortsat var under FBI-efterforskning.
    Kilder siger til Washington Post, at mens Clintons opinionstal i de seneste dage har stabiliseret sig på et lavere, men solidt niveau, så er dykket gået hårdt ud over kandidater "down-ballot." Altså demokratiske kandidater til Repræsentanternes Hus og Senatet og måske guvernørvalg, og i flere stater, bl.a. Indiana og North Carolina, har demokratiske senatskandidater mistet deres førerposition.
     
    Reaktionen fra Team Clinton på den nye udvikling var da også relativt tør. Intet festfyrværkeri, ingen arme i vejret, men blot et nik som bekræftelse.
    Her er udtalelsen fra Clintons talskvinde:
     
    "Vi har set FBI-chef Comeys seneste brev til Kongressen. Vi er glade for at, at han har konkluderet det samme, som han også gjorde i juli. Det var vi også sikre på, at han ville. Vi er glade for, at denne sag nu er ude af verden."
     
     
     
     
    Hillary Clinton har endnu ikke selv kommenteret det nye brev fra FBI-chef Comey.
    Hun er i Ohio og på valgturne med ingen ringere end statens stolte søn, basketball-stjernen LeBron James fra Cleveland Cavalliers.
     
    Og hvis noget kan sikre hendes valg i Ohio, så er det dette skærmbillede fra CNN:
     
     
     
     
    Teksten lyder:
     
    "Clinton er til vælgermøde med LeBron james efter FBI-chef siger, at efterforskning er overstået"
     
     

    Breaking:

    FBI-chef: Intet belastende i nye emails - ingen sag mod Clinton

     
     
    Her er et tweet netop udsendt fra den republikanske chef for det kongresudvalg, som har efterforsket Hillary Clintons emails.
    Formanden skriver:
    "FBIs chef har netop informeret os om, at baseret på vores gennemgang er der intet ændret med hensyn til de konklusioner, som vi nåede om Clinton i juli."
     
    Med andre ord - og oversat fra Twitter-kortsprog:
    I juli fastslog FBI-chef Comey, at der intet var at komme efter i Clintons emails, og at hun ikke ville blive tiltalt. Han sagde, at "det er ikke engang tæt på."
    Nu siger han så, at baseret på en undersøgelse af de emails, som blev fundet for et par uger siden, at den beslutning stadig står ved magt.
     
    Her er så brevet fra FBI-chef Comey, hvor han siger, at der ikke er noget at komme efter:
     
     
     
    Min lynoversættelse:
     
    "Jeg skriver for at føje til mit brev fra 28. oktober, hvor jeg informerede jer om, at FBI ville tage yderligere efterforskningsmæssige skridt med hensyn til tidligere udenrigsminister Clintons brug af en privat email server. Siden mit brev har FBIs efterforskningsteam arbejder døgnet rundt for at processere og gennemgå et meget stort antal emails fra en computer, som blev fundet i forbindelse med en urelateret kriminel efterforskning. Under den proces gennemgik vi al den kommunikation, der var til og fra Hillary Clinton, mens hun var udenrigsminister.
    Baseret på vores gennemgang har vi ikke ændret de konklusioner, som vi nåede til i juli med hensyn til udenrigsminister Clinton."
     
     
     
     

    Image result for hillary clinton reuters

     

     

    Målinger: Kvinder, uddannede og latinoer sikrer Clinton sejr

     
    Søndagens tre store nationale målinger har alle Clinton med en relativ sikker føring.
     
    Politico/Morning Consul: Clinton +3
    Washington Post/ABC News: Clinton +5
    Wall Street Journal/NBC News: Clinton +4
     
     
    Især den sidste måling bliver litigeret på de sociale medier, fordi det bliver betragtet som en god måling, og fordi den er en institution den sidste søndag morgen før valget.
    Det betyder ikke, at den altid rammer tallene rigtigt - den samme måling gav i 2012 præsident Obama en føring på +1 procentpoint, han vandt med 3,9 point - men tendensen i målingen og de to øvrige målinger er relativt klar. Og den er sammenfaldende med, hvad vi ser hos målingsknusere som Upshot/New York Times og FiveThirtyEight. De er enige om, at Clinton nationalt har en føring på mellem to og godt tre point, og at tendensen i de seneste dage er svagt stigende.
     
    Så hvis Clinton vinder - hvem vinder så valget for hende?
     
    Ifølge målingen fra WSJ/NBC, så taler vi om tre grupper:
     
    Latinoer
    Kvinder
    Hvide med længerevarende uddannelse
     
    De to første grupper er ikke så overraskende, men den sidste er interessant, fordi den går imod, hvad vi ellers ser ved amerikanske præsidentvalg.
    Romney vandt f.eks. hvide med længerevarende uddannese med 14 point i 2012, men Clinton står til at vinde dem med syv point. Det er et sving på 21 point.
    Og det batter noget.
     
    Som talknuseren Ronald Brownstein her konkluderer: Det er aldrig sket før.
     
     
    "Det er værd at huske: Ingen demokrat har nogensinde vundet hvide med længerevarende uddannelse i målingernes historie. Hos NBC/WSJ vinder Clinton dem med +7 eller +10 i et tomands løb."
     
     
    Hvem kan Trump så regne med?
     
    Han vinder kun en subgruppe hos WSJ/NBC, og den vinder han til gengæld knusende sikkert: Hvide mænd uden længerevarende uddannelse. Den gruppe vinder han med 60 pct. mod Clintons 30 pct.
     
    John Cassidy fra New Yorker har her et godt sammenskriv på resultaterne af NBC/WSJ, men for så vidt også de andre to målinger:
     
     
    "Det Amerika, som Trump frastødte (kvinder, minoriteter, unge, hvide med længerevarende uddannelse) er større end det Amerika, som han begejstrede."
     
    De tre målinger er alle nationale målinger, og det amerikanske præsidentvalg bliver som bekendt afgjort i delstaterne.
    Så hvad kan man overhovedet bruge nationale målinger til?
    En god tommelfingerregel er, at en national føring på 2-3 point slår ikke nødvendigvis igennem i svingstaterne, f.eks. i en stat som Florida. Men en kontinuerlig føring på over tre point kan også mærkes i svingstaterne, og hvis Clinton f.eks. kommer til at ligge på en national føring på seks point, så begynder republikanske stater også at falde.
     
     
    UPDATE: YouGov har Clinton med +4,5.
     
    Nu er YouGov så også kommet med sin søndagsopdatering af tallene, og den flugter med de tre øvrige nationale målinger En relativ sikker føring til Clinton.
    Clinton er foran med 4,5 point, og Yougov tipper en sejr i valgmandskollegiet på 332 mod 206 til Trump.
     
     
     
     
     
     

    Trumps kampagnechef bliver drillet med "attentatforsøg"

     
    Og nattens "attentatforsøg" på Donald Trump er slet ikke færdig med at rumle rundt på de sociale medier.
    Vi har en gennemgang af hele forløbet længere nede på bloggen, men kort fortalt - Trumps støtte kom i tumult med en demonstrant med et skilt, som sagde "Republicans against Trump." En eller flere af Trumps støttere råbte "pistol," og Secret Service evakuerede Trump fra talerstolen.
    Kort efter hævdede flere af Trumps støttere, at der var tale om et attentatforsøg, og trumps søn og trumps medierådgiver gentweetede tweets om, at Trump havde optrådt tappert under attentatforsøget. Se f.eks. dette tweet, som medierådgiveren gentweetede:
     

     
    "Hillary flygtede fra regnen i dag. Trump er tilbage på scenen minutter efter et attentatforsøg."
     
     
    På CNN blev Trumps kampagnechef, Kellyanne Conway, drillet med forløbet, men som hun svarede: "Alle var en smule rystede i øjeblikket, og jeg synes måske, at vi skal vise en smule forståelse for det i stedet."
    Studievært Jake Tapper blev ved med at bore i spørgsmålet, og hun svarede spidst tilbage:
    "Jake, jeg er glad for, at du kerer dig så meget om hans velbefindende."
     
    Kritikere var mindre nådige.
    Den tidligere mediechef for republikaneren Ted Cruz undrede sig over, at Trumps medierådgiver ikke havde slettet sit gentweet om Trumps tapperhed efter et attentatforsøg.
     
     
    Seniorredaktør Adam Servianski tweetede:
     
     
    "Trump-kampagnen forsøger at spinne en demonstrant, som holdt et skilt, som et attentatforsøg. Det er temmelig klassisk manipulativ autoritær adfærd."
     
    Her er forfatteren Gary Shteyngart:
     
     
    "Hvis Team Trump kunne tage et skilt for en pistol og påstå et attentatforsøg, kunne de så også tage fejl af et atomangreb?"
     
     
     

    Mareridt for Clinton: To demokratiske valgmænd vil ikke sikkert stemme på hende

     
    Her er noget, som ligner et simrende mareridt for Hillary Clinton. Hvis hun vinder valget stort, er det lige meget. Hvis hun taber valget stort, så er det også lige meget.
    Men hvis valget kommer til at stå lige eller næsten lige, så er det alt andet end lige meget.
    For to demokratiske valgmænd siger nu, at de ikke nødvendigvis vil stemme på Clinton, ifølge Seattle Times.
    En af dem siger, at han med garanti ikke vil stemme på hende - "hun er en kriminel, basta," siger han - og en anden siger, at han ikke vil love noget.
    Begge valgmænd er udnævnt af det demokratiske parti i Washington til at repræsentere staten i det såkaldte valgmandskollegium, som i sidste ende skal vælge den næste præsident, og begge valgmænd var oprindeligt tilhængere af Bernie Sanders.
    Får det betydning?
    Måske.
    Her er valgmatematikken:
    Valgmandskollegiet består af 538 medlemmer, og der skal dermed 270 til et flertal for at blive præsident. Et valg kan ende med 269 mod 269 valgmænd, og hvis valget gør det, så bliver Trump præsident, fordi de to demokrater fra Washington enten ikke stemmer på Clinton eller stemmer blank. Clinton skal med andre ord have mindst 272 valgmænd for at være sikker, hvis de to mænd fastholder deres protest.
    Staten Washington har en lov, som siger, at valgmænd skal følge udfaldet af valget - og Clinton står til at vinde staten med over ti point - og hvis valgmændene ikke gør det, så får de en bøde på 1.000 dollar.
    Den ene valgmand har sagt til Seattle Times, at han vil betale bøden, og den anden siger, at han mener, at loven er forfatningsstridig.
     
     
    Image result for trump with hat

     

     

    Er Trump-reklame "effektiv" - eller er den "antisemitisk?"

     
     
    Her er Trump-kampagnens slutord til vælgerne - en to minutter lang reklame, som er velproduceret, og som uden tvivl rammer et eller andet i et stort segment af amerikanerne:
    At globalisterne, de store banker, særinteresserne, internationale medier og finansmænd er ved at stjæle Amerika fra amerikanerne.
     
     
    En række politiske analytikere har udtalt sig positivt om reklamen og hævdet, at den er "effektiv" og rammer rent ind.
    Men hos mindst én bestemt gruppe af vælgere rammer den ikke rent ind:: De jødiske.
     
    Hvorfor?
     
    Fordi reklamen rummer en række temaer, som er gennemgående i antisemitisme, og fordi den - bortset fra Hillary Clinton - udnævner tre store bøhmænd:
    Finansmanden George Soros; forbundsbankdirektør Janet Yellen; og chefen for Goldman Sachs, Lloyd Blankfein. Hvad har de tre til fælles ud over, at de kan den store tabel?
    De er jøder.
     
    Den uafhængige jødiske borgerretsorganisation, ADL, blander sig normalt ikke i valgkampe, men søndag udsendte den en klar fordømmelse af Trumps reklame:
     

     
    Den israelske web-avis, Times of Israel, er også politisk uafhængig og kalder ditto reklamen for "antisemitisk," og den jødiske blogger Josh Marshall har fortalt, hvordan Trumps valgkamp har ført til den værste antisemitisme, som han har oplevet i USA i hele sit liv. Og han sammenligner reklamen med den konservative Jesse Helms' berygtede "hvide hænder"reklame og den senere Willie Horton-reklame, som  alle rummede et hundefløjt, som de tiltænkte grupper kunne høre tydeligt. i de to tilfælde hvide vælgere, som var bange for sorte.
     
    Den jødiske senator Al Franken talte også søndag om et "hundefløjt."
     
    "Men det er af en særlig art. Det er en hundefløj til en tysk hønsehund."
     
     
     
     
     
     

     

     

     

     

    Frygt for attentat på Trump ender i tumult - og beskyldninger

     
    Der er ingen grund til at tage frygten for et attentatforsøg let - og da slet ikke i amerikansk politik, hvor præsidenter og præsidentkandidater siden 1963 har været udsat for mindst fem attentater og attentatforsøg.
    Men alligevel endte frygten for et attantetforsøg på Donald Trump i nat med sarkasme på Twitter - og her er, hvad der skete:
     
     
     
    Donald Trump talte i nat dansk tid ved et vælgermøde i Reno i Nevada, og Austin Crites (billedet) dukkede op som tilskuer. Crites er en 33-årig republikaner, som er stærkt utilfreds med Trumps kandidatur - han mener ikke, at Trump repræsenterer traditionelle republikanske værdier - og han havde forberedt et skilt med teksten "Republicans against Trump." "Republikanere imod Trump." Han stod ikke så langt fra scenen, og da han tog skiltet frem, begyndte folk omkring ham at råbe efter ham og gribe ud efter skiltet. Og da de ikke kunne tage det fra ham, fældede de ham, holdt ham i et halsgreb og sparkede ham i skridtet, og det kom til åben tumult foran scenen.
    "Pludselig var der en, som råbte "pistol," og det var på det tidspunkt, at tingene gik helt over gevind," fortalte Crites senere til ABC News (se tweet herunder).
     
     
    Da de ivrige Trump-tilhængere begyndte at råbe op om en "pistol," greb livvagterne fra Secret Service resolut ind og trak Trump ned fra talerstolen og i sikkerhed. Og de løb ind i folkemængden og fik styr på situationen og de vrede tilhørere og tilbageholdt Crites. "Hvis de ikke havde grebet ind, var jeg blevet slået ihjel," siger Crites til ABC.
     
    På det tidspunkt gik der ikke længere tid end det tager at sige "hokuspokus," før end Trumps søn og Trumps pressechef begyndte at gentweete tweets fra Trump-bloggere, som hævdede, at pokker var løs.
    I den første tweet (herunder) gentweeter Trump junior, at en person i mængden angiveligt trak en pistol, og at Secret Service rev Trump ned fra talerstolen og ud i kulissen.
    Og i det andet tweet gentweeter Trumps medierådgiver, at "Hillary flygtede fra regnen tidligere i dag. Trump er tilbage på scenen igen minutter efter et attentatforsøg." 
     
     
     
    TrumpJrTweet
     
     
    Sandheden var meget mere udramatisk. Der var ingen pistol, ingen trussel, kun en eller flere tilhængere, som råbte "pistol" og Crites, som blev fældet.
    Secret Service kropsvisiterede ham og konstaterede, at han kun var bevæbnet med et skilt og ikke andet - og han blev løsladt og kunne bagefter fortælle sin historie.
     
    Men dermed var det ikke slut.
    Da Trump fløj videre til næste vælgermøde i Denver i Colorado, begyndte en af opvarmningstalerne - en præst - at tale om, at der havde været et attentatforsøg mod Trump i Reno.
    Og som Dave Weigel fra Washington Post tweetede: "I morgen lyder historien sikkert, at en varulv stormede op mod Trump, men han halhuggede den med Exacalibur."
     
     
     
    Og her er nattens rubrik i Washington Post:
     
     
     
    "Trump junior og toprådgiver gentweeter grundløse påstande om attentatforsøg"
     
    Kritikken er ikke helt fair over for Trump. Det var ikke hans skyld, at en eller flere tilhængere råbte "pistol," og det var ikke hans skyld, at Secret Service gjorde deres pligt og trak ham i sikkerhed.
    Og det var heller ikke hans skyld, at hans søn og medierådgiver og en opvarmningstaler bagefter gav den fuld gas og forsøgte at sælge begivenhederne som et attentatforsøg.
     
    Men nattens begivenheder endte ganske symptomatisk med, at Trumps tilhængere beskyldte Clinton for at have placeret Austin Crites i salen med et skilt for netop at skabe ballade.
    Og Clinton-tilhængerne svarede med at håne Trump for at være bange for et skilt.
     
    Bundlinje?
     
    Der er heldigvis kun to dage tilbage af valgkampen.
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     

    Clintons fond fik $1 mio. fra Qatar - og opgav dem ikke

     
    Hillary Clinton er igen blevet ramt af en historie om rod i Clinton Fonden.
    Clinton Fonden er en velgørende fond, som bl.a. bekæmper AIDS i udviklingslande, og som modtager donationer fra enkeltpersoner og fra lande.
    For at undgå interessekonflikter lovede Hillary Clinton ved sin tiltrædelse som udenrigsminister, at hun straks ville underrette udenrigsministeriet, hvis fonden modtog en donation fra en fremmed regering.
     
     
     
     
    Men Reuters kunne lørdag afsløre, at det i mindst ét tilfælde ikke er sket. I 2011 gav Qatar en gave på én mio. dollar til fonden for at fejre Bill Clintons 65 års fødselsdag, og der er i udenrigsministeriets arkivet intet spor af sådan en oplysning.
    En talsmand for Clinton bekræfter over for Reuters, at donationen ikke blev opgivet, og det skyldes, at der ikke var tale om en ny gave, men blot indfrielsen af et løfte, som tidligere var givet og nu indfriet, siger vedkommende. Fonden har tidligere vedgået, at den ikke har opgivet alle donationer på grund af sjusk.
    Oplysningerne i historien hos Reuters stammer fra hackede emails, som Rusland har stjålet fra Clintons kampagnechef, og som Wikileaks har offentliggjort.
    Wikileaks har også offentliggjort emails, som tyder på, at der i kulissen har været store skænderier om fonden, og at præsidentparrets datter, Chelsea, har skældt og smældt over medløbere og rådgivere, som skimemde penge fra fonden og ikke havde styr på noget som helst. Chelsea var bange for, at det kunne falde tilbage på forældrene, og hun hyrede på et tidspunkt en advokat og en uafhængig revisor for at gennemgå fonden.
    Noget tyder på, at hun roligt kan fortsætte arbejdet.
     

    Apropos den panikmåling...

     
    Her er målingen, som førte til titusindvis af nattetimer, som der ikke blevet sovet i.
    ABC News/Washington Post havde tidligere på ugen Trump foran med ét point i deres tracking måling, og panikken brød løs.
    Det var dengang.
    Her er søndagens måling:
     
     
    Tag det for, hvad det er. Enkeltmålinger er enkeltmålinger. Se på de aggregerede målinger - f.eks. på Upshot hos New York Times, som samler alle tallene fra de mest respekterede aggregatorer:
     
     
     
     
     
     
     
     

    "Jeg har mødt fjenden, og fjenden er os."

    Pogo
     
     
     
     
     
    Tophistorien hos Wall Street Journal: Den tidligere nøgenmodel, Karen McDougal, havde et længere forhold til Donald Trump, mens Trump var gift med sin nuværende kone. Og McDougal fik 150.000 dollar af en af Trumps venner for at tie stille.
     
     

    Wall Street Journal: National Enquirer betalte for playboy-models historie om Trump-affære, men trykkede den aldrig

    Det her - det er ikke en type historie, som man kan læse hver dag i USAs førende finansavis, Wall Street Journal.
    Men det er en historie, som avisens læsere lørdag kan studere, og her er, hvad den går ud på:
    • I 2006 og 2007 havde Donald Trump angiveligt en ti måneder lang erotisk affære med Karen McDougal, som var tidligere nøgenmodel i Playboy og i 1998 blev kåret som årets Playmate.
    • Efter affæren sluttede, gik McDougal til en advokat. Og advokaten indledte forhandlinger med både et sladderprogram produceret af ABC News og sladderbladet National Enquirer om McDougals historie.
    • Det var en historie, fordi Donald Trump året forinden var blevet gift med sin nuværende kone, Melania Trump, og de to havde turneret rundt i alle glimmerbladene med deres glamourøse samliv og ægteskab.
    • McDougal og hendes advokat besluttede sig ifølge Wall Street Journal for at tage imod et skriftligt tilbud fra National Enquirer om 150.000 dollar plus et ikke nærmere defineret ugentligt honorar til McDougal for at skrive fitness-klummer til sladderbladet.
    • Men National Enquirer trykte aldrig historien. Ifølge Wall Street Journal er det en manøvre, der i branchen kaldes "catch and kill," hvor man fanger en historie og lægger den død for altid.
    • Hvorfor? Fordi - gisner Wall Street Journal - at ejeren af National Enquirer og Donald Trump er verdens bedste venner, og i over et år har sladderbladet kørt kampagne for Trump og imod hans rivaler.
    Det er historien i en nøddeskal, og Wall Street Journal synes at have dokumentationen i orden og har bl.a. set kontrakten mellem McDougal og National Enquirer, og avisen har også talt med kilder, som har set de to sammen og bekræfter affæren.
    McDougals advokat, Keith Davidson, bekræfter også, hvordan han i de seneste måneder har været advokat for en pornostjerne, som har været i forhandlinger med ABC News om at fortælle sin historie.
    Pornostjernen hævdede, at hun også havde haft et længerevarende forhold til Trump. ABC News og pornostjernen kunne ikke blive enige om en aftale, bekræfter Davidson.
     
    En talsmand for Trump benægter begge historier. "De er absolut usande," siger talsmanden.
    Der har tidligere været ti kvinder, som har stået frem under valgkampen og fortalt om Trumps seksuelle overgreb mod dem, mange af dem fandt angiveligt sted, mens han var gift med Melania Trump, og han har også selv i en berygtet video pralet af, hvordan han greb kvinder et vist sted, hvis han havde lyst og uden at spørge om lov. Trump har sagt, at de ti kvinder alle løj, og at de kun var ude efter berømmelse eller var hyret af Clinton, og han sagde om flere af dem, at de var for grimme til ham.
     
     
     

    Trumps-topløjtnant trækker sig efter dom i skandalesag

     
     
    Chris Christie er chef for Donald Trumps såkaldte "transition team," som skal koordinere overgangen fra en Obama-regering til en eventuel Trump-regering. Christie er guvernør i New Jersey og har også i valgkampen rejst land og rige rundt for at tale for Trump.
     
    Men nu rejser han ikke mere.
     

     
    NBC oplyser i ovenstående tweet, at Christie har aflyst weekendens kampagne i New Hampshire, og forklaringen er forholdsvis simpel. Fredag blev to af hans nærmeste medarbejdere dømt i den såkaldte Bridgegate-skandale, hvor Christies inderkreds afspærrede en bro i myldretiden for at generere en lokal borgmester, som ikke gjorde, hvad de ville have ham til at gøre.
    Manden, som stod bag bro-aktionen, har i retten fastslået, at både de to nu dømte medarbejdere og Christie beordrede ham til at gøre det, og at Christie var fuldt ud orienteret og med på den.
    Fredag besluttede lokalparlamentet i New Jersey at genoptage en granskning af sagen, og Christie læner sig faretruende op af en sigtelse for embedssvigt og mened.
    Derfor er han ikke mere på kampagne for Trump.
     
     
     
    Image result for melania trump reuters
    Donald og Melania Trump på det republikanske konvent i sommer.
     

    AP: Melania Trump arbejdede ulovligt i USA

     
    Her er en historie fra nyhedsbureauet AP, som vi kommer til at høre meget mere til over weekenden:
     

     
    AP har foretaget et meget dybt dyk i amerikanske registre og arkiver og sammenholdt dem med de få oplysninger, som Donald og Melania Trump har opgivet om deres økonomi, og konklusionen er, at Melania Trump arbejdede ulovligt i USA.
     
    Melania Trump kom til USA 17. august 1996 på et turistvisum for at finde arbejde som model, og syv uger senere fik hun et visum, som gav hende lov til at arbejde som model.
    I perioden mellem de to forskellige visaer måtte hun ikke arbejde og ikke tjene penge.
    Men det gjorde hun alligevel, skriver AP, som bl.a. har fået adgang til dokumenter og skatteoplysninger hos det modelbureau, som hun dengang arbejdede for. AP har også sammenlignet Melanias underskrift på modelkontrakterne med hendes underskrift og fundet, at de var ens. Mellem hendes ankomst på et turistvisum og udstedelsen af et arbejdsvisum udførte hun ti modeljobs, og hun tjente over 20.000 dollar, skriver AP.
    Andre kritikere har tidligere hævdet, at Melania Trump arbejdede ulovligt i den periode, men hun har nægtet det og også nægtet at offentliggøre sine immigrationspapirer og sine skatteoplysninger.
     
    Både Melania Trump og Trumps kampagne benægtede i nat historien, men det har ikke hindret den i at blive en virkelig basker, som demokraterne greb grundigt fat i.
    Her er Peter Daou fra en demokratisk parablyorganisation:
     

     
    "APs scoop om Melania Trump handler ikke om, hvad hun gjorde som en ung kvinde, men om hendes mands hykleri og bigotteri."
     
    Trump har under hele valgkampen sagt, at hvis en person kommer til USA og arbejder uden arbejdstilaldelse, så er vedkommende en illegal immigrant - og skal deporteres.
     
    Nu har han fået problemet meget tæt ind på livet.
     
     
     
     
     
     
     
     
     

     

    Kendt prognosemager: Jeg spiser insekt, hvis Trump vinder

     
    Sam Wang fra Princeton University er en af USAs mest respekterede prognosemagere, og han optræder også i den aggregering af seks prognosemagere, som vi kører her på bloggen.
    Og han regnede i nat dansk tid tallene igennem og konkluderede:
     

     
    "Det er slut. Hvis Trump vinder mere end 240 valgmænd, så vil jeg spise et insekt."
     
    Der skal 270 valgmænd til at blive præsident, og Wang har beregnet, at Clinton har 98 pct. chance for at blive præsident. Og senere på natten kastede han sig ud i en twitterkamp mod den mest kendte prognosemager, Nate Silver.
    Wang mener, at Silvers model denne gang er for hysterisk og lægger alt for meget vægt på usikkerhed, mens Silver omvendt siger, at Wang ikke tager den statistiske usikkerhed i betragtning.
     
    Og hvilken insekt skal Wang så spise, hvis han taber?
     
    En bruger på Twitter havde et forslag:
     
     
     
     

     

    Trump har fået nyt hår

    Donald Trump har fået nyt hår. Eller en ny frisure, som ovenstående tweet viser. Det er fra et vælgermøde ferdag i Ohio, og hans hår er betydeligt lysere end det var dagen før, og det er også sat i en ny stil, som Fox News kalder "præsident-stilen."
     
     
     

     

    Nattens to vilde historier:

    "Clintons inderkreds med i satan-ritual"

    og

    "Demokraternes hovedkvarter blev aflyttet"

     
     
    Vi er midt i en valgkamp, som bare mangler Elvis og en flyvende tallekren, der er fløjet forkert - så er vi ved at have pladen fuld.
    Her er nattens to historier, som vi foreløbigt sender til afdelingen for "kan-vi-få-et-faktatjek-på-dem?"
     
    På højrefløjen gik følgende historie sin sejrsgang:
     
     
     
    Hillary Clintons inderkreds er med i en satanisk kult, skriver bl.a. National Enquirer, og andre Trump-medier som Drudge Reports har også været med på den:
     
     
     
     
    Påstanden fra Drudge er, at Clintons kampagnechef, John Podesta, ifølge Wikileaks er med i en okkult kreds. Og et tweet fra Wikileaks, som lækkede en email om det, er blevet gentweetet over en halv mio. gange.
     
    Og hvad det handler om? Washington Post har gjort sig den ulejlighed at udrede trådene:
    Det handler om, at Tony Podesta i 2015 forwardede en email til sin bror, John, og det var en email fra kunstneren Marina Abramovic, som inviterede Tony Podeste "til en middag med Spirit Cooking." Abramovic har udgivet den alternative kogebog "Spirit Cooking," og den er ikke en traditionel tarteletter-med-fyld, men et stykke kunst, som blev udstillet på Museum of Modern Art i New York. Bogen har intet med okkultisme eller satanisme eller religion at gøre. Invitationen var til en kunstaften.
    Og John Podesta deltog i øvrigt ikke i den pågældende aften, som en senere email fra Tony til John også beskrev. "Men mærkeligt nok offentliggjorde Wikileaks ikke den email," skriver Washington Post.
     
     
    Så der var altså ingen proteiner i den historie, men hvad med venstrefløjens mærkelige bidrag til natten?
     
    Den er her:
    Det er en historie fra Mother Jones, som har talt med to kilder med tilknytning til det demokratiske partis hovedkvarter, og de pågældende siger, at partiet har foretaget et sweep af hovedkvarteret, og her fandt teknikerne en lyttefidus installeret tæt på direktørens kontor. Den pågældende tingest skulle kunne opfange mobiltelefonsamtaler og transmittere dem til en modtager i nærheden.
    Sagen er nu overgivet til FBI, som efterforsker den, skriver magasinet.  
     
     
     
    Er den sand? Den kan være sand, for den er svær at modbevise, når den er baseret på anonyme kilder, men hverken FBI eller det demokratiske parti ville tale med magasinet eller bekræfte det, og på den demokratiske side af blogsfæren var reaktionen mere humoristisk end forarget - underforstået: Vi vil gerne se lidt flere fakta på denne sag. Her er f.eks. den demokratiske overblogger, Josh Marshal:
     
     
    "Hvis Demokraternes hovedkvarter bliver aflyttet, så er det svært at afgøre, om det err FSB (det tidligere KGB, red.), Wikileaks, Trump eller FBI, som står bag."
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     

    Dronningen af pop og kvinden, som gerne vil være præsident

     
    Hillary Clinton har rullet de store stjerner ud i de sidste dage af valgkampen. Tidligere på ugen genforenede hun Jennifer Lopez og Marc Anthony til et vælgermøde - med koncert - i Florida, og i nat dansk tid var det så i Cleveland i Ohio, hvor det foregik.
    Og det var ingen ringere end poppens førstepar, Beyonce og Jay Z, som begge holdt en emotionel tale til det mestendels sorte publikum, og bagefter var der fælleskram og hele molevitten, og Clinton citerede fra Jay Z' "My President:"
     

    “Rosa Parks sat so Martin Luther King could walk.

    Martin Luther King walked so Obama could run.

    Obama's running so we all can fly."

     

    Trump har ingen store stjerner med sig rundt i slutspurten, men det er også godt nok - det viser bare, at han kan selv, som han sagde ved et vælgermøde i nat.

    Her overskrift fra Daily Mail:

    "Jeg er her helt selv ... ingen guitar, ingen piano, ingen ingenting." Og han trak alligevel 11.000 tilhørere, skriver avisen.

     

     

     

     

    Sådan fik Rusland adgang til Clinton-chefens email

     
     
    Har du nogensinde undret dig over, hvordan Wikileaks og russiske hackere fik fat i alle emails fra både Clintons kampagnechef, John Podesta, og fra tidligere udenrigsminister Clin Powell?
    Motherboard har svaret - og det skete sådan her:
     
     
    De sendte de to mænd en mail med ovenstående besked - "nogle har dit password og har netop førsøgt at logge sig ind," og forsøget er sket i Ukraine. "Ukraine" er ganske sigende for russiske hackere, som skal finde en bussemand.
     
    Både Podesta og Powell trykkede på feltet med "change password."
     
    Sådan en email bliver kaldt en phishing-email, og for det utrænede øje ligner det en mail fra Google eller - som det også ofte sker - en update fra webbrowseren Chrome.
     
    Da Podesta og Powell trykkede på "change password," trykkede de også på en bitly-kode, som ser sådan ud:
     
     
     
    Inde i koden var der så et link til de to mænds respektive gmail-konti, og da de skrev et nyt password ind, åbnede koden Podestas og Powells gmail-konti til hackerne, skriver Motherboard.
    Og - vupti.
    Ruslands efterretningstjeneste fik adgang til samtlige deres email, og Putin og Wikileaks fik mulighed for at påvirke præsidentvalget i verdens førende supermagt.
     
     

    Nye målinger

     
    Her er den seneste omgang meningsmålinger. Denne gang fra måleren PPP, som også hører til de absolut bedre i branchen.
     
     
    New Hampshire
    Clinton +5
     
    Nevada
    Clinton +3
     
    Wisconsin
    Clinton +7
     
    Pennsylvania
    Clinton +4
     
    North Carolina
    Clinton +2
     
    Desuden - og det fremgår ikke af ovennævnte tweet - har PPP også målt Missouri, hvor Trump er +11.
     
     
     
     
    Image result for michael hayden
    Michael V. Hayden var chef for CIA under republikaneren George W. Bush og en ualmindelig hård nyser.

     

    Tidligere CIA-chef: "Trump er Ruslands nyttige idiot"

    Michael Hayden var CIA-chef under George W. Bush, han var kendt som en hård nyser, og han er republikaner.

    Men han har ikke meget til overs for den nuværende republikanske kandidat, Donald Trump.
    I et højest usædvanligt og opsigstvækkende indlæg i Washington Post skriver Hayden nu, at Trump er "Ruslands nyttige idiot:"
    Han skriver bl.a.:

    We have really never seen anything like this. Former acting CIA director Michael Morell says that Putin has cleverly recruited Trump as an unwitting agent of the Russian Federation.

    I’d prefer another term drawn from the arcana of the Soviet era: polezni durak. That’s the useful fool, some naif, manipulated by Moscow, secretly held in contempt, but whose blind support is happily accepted and exploited.

    That’s a pretty harsh term, and Trump supporters will no doubt be offended. But, frankly, it’s the most benign interpretation of all this that I can come up with right now.

    Med lynoversættelse:

    "Vi har aldrig set noget lignende, Tidigere fungerende CIA-chef Michael Morrell har udtalt, at Putin klogt har rekrutteret Trump som den Russiske Føderations intetanende agent.

    Jeg foretrækker et andet udtryk fra Sovjet-æraen: polezni durak. Det er den nyttige idiot, en naiv person, som er manipuleret og i al hemmelighed foragtet af Moskva, men hans hjælp er gladeligt accepteret og udnyttet.

    Det er et temmeligt brutalt udtryk, og Trump-støttere vil sikkert blive fornærmede. Men, ærlig talt, det er den mest godartede tolkning af begivenhederne, som jeg umiddelbart kan komme i tanke om."

     

    Der har ingen kommentarer været fra Trump-lejren, men Trump har tidligere sagt, at han intet har med hverken Putin eller Rusland at gøre.

     

     

    Giuliani på Fox for at diskutere, om FBI-agenter vitterligt er i lommen på Trump. Det synes han at bekræfte.

     

    Guiliani bekræfter - FBI lækkede til Trump-lejren

    FBI-kilder havde på forhånd fortalt Trump-lejren om, hvad der var på færde med efterforskningen af Clintons emails.

    FBI-chef James Comey sendte sidst efredag et brev om, at FBI havde fundet yderligere emails, men ikke vidste, hvad der var i dem, og at politiet nu skulle have dem undersøgt.
    Men to dage forinden teasede Rudy Giuliani, som er en af Trumps nærmeste rådgivere, om det forestående. Han sagde, at der snart ville komme en grim overraskelse for Clinton, og "den vil være meget effektiv for os."
    Det er siden blevet udlagt som om, at FBI på forhånd havde orienteret deres gamle ven, Giuliani, og det bekræfter han nu på Fox News:
    "Hørte jeg om det på forhånd? det kan du fandme tro, at jeg gjorde. Og jeg kan ikke gentage det sprogbrug, som mine kilder brugte."
     

    Image result for fbi images

     
     
     

    Hvad foregår der hos FBI? "Agenter er gået rogue"

     
     
    Der er på 24 timer kommet tre historier, som alle tre peger på det samme problem i FBI:
    At der i forbundspolitiets kontor i New York er en fraktion af agenter, som er i opposition til hovedkvarteret i Washington og kører deres helt eget løb.
    Washington Post har den mest afblancerede historie med det mest afmålte tonefald her, men bundlinjen er ikke desto mindre klar: Agenterne i New York føler, at hovedkvarteret i Washington og anklagerne i Justitsministeriet er politisk styrede. FBI-agenterne i New York fik f.eks. til opgave at efterforskere politibetjentes anholdelse af den sorte Eric Garner. Anholdelsen endte med, at Garner døde under omstændigheder, som var dybt kontroversielle. FBI i New York kørte kampagne for en pur frifindelse, mens hovedkvarteret i Washington og Justitsministeriet mente, at sagen var meget mere kringlet, og ministeret overvejer fortsat en tiltale.
    Den samme uenighed gør sig gældende i efterforskningen af Clintons emails. FBI i New York vil have en hård kurs, og de vil have alle oplysningerne ud inden valget, mens Justitsministeriet siger nej - fordi der ikke er nogle oplysninger - og FBIs hovedkvarter valgte med Comeys intetsigende brev i sidste uge en kompromisløsning. Siden har agenterne i New York lækket den ene inkriminerende detalje efter den anden om Clinton, og i går kunne studieværten på Fox News, Brett Baier, fortæller sine seere, at han havde talt med to kilder med "tilknytning til FBI," og kilderne sagde, at Hillary Clinton ville blive tiltalt inden dagen var omme.
     
    Den estimerede journalist Spencer Ackerman havde en anden lignende historie hos Guardian, og her er hans tweet, som opsummerer bundlinjen: "FBIs anti-Clinton atmosfære er så intens, at nogle agenter kalder det "Trumpland."
     
     
    Ackerman talte med nuværende agenter, som underbyggede Posts historie - at agenter i kontoret i New York er "gået rogue."
     
    Reuters fulgte op med en tredje historie, hvor man bl.a. kunne læse:
     
    "Det var FBIs kontor i New York, som oprindeligt opdagede (de nye) emails, og to kilder (...) med kendskab til kontoret siger, at agenter der er kendt for at være fjendtligt indstillede over for Clinton (...)
    KIlder i det demokratiske parti siger, at denne fraktion formentlig er ansvarlige for den nuværende sprint i medielækager...¤
     

    Trump-kampagnen siger, at Obamas folk i Justitsministeriet holder skandalen nede, og at den vil eksplodere efter valget, mens Clintons folk fører alle rygterne tilbage til nogle af Rudy Giulianis gamle venner hos FBI i New York.

     

     

     

     
    New York Times' udlægning af jobtallene
     

    Nye jobtal: Ledigheden falder og lønnen stiger

     

    Den amerikanske økonomi skabte 161.000 nye jobs i oktober, og ledigheden faldt til 4,9 procent.

     
    Og økonomer som Justin Wolfers jublede:
     
     
    "Vi har nu haft 73 måneder i træk med jobvækst. Vi slår rekorden hver måned. Tidligere rekord var 48 måneder."
     
    En anden god nyhed var, at lønningerne stiger. De steg med 2,8 pct. over 12 måneder, og det er den største stigning siden 2009.
     
    Desuden blev jobtallene for de forrige to åneder også opjusteret med 44.000, og i gennemsnit er der i de seneste tre måneden blevet skabt 176.000 nye jobs om måneden.
     
     
    Her er udviklingen i de gennemsnitlige ledighedstal.
     
     
     
     
    Trump-kampagnen vil formentlig udlægge tallene som om, at stigningen er alt er lille, og at trumpenomics vil skabe mere fart i hjulene, men det er svært at se tallene som andet end et boost for Hillary Clinton - og på et meget kritisk tidspunkt.
    Hun går netop til valg på, at hun vil fortsætte Obamas økonomiske løft efter den store recession i 2008.
     
    Update:
    Donald Trump har nu kommenteret jobtallene. De er "forfalskede," siger han.
     

     

    New Hampshire er i spil - og Obama bliver sendt til staten

     
    Clinton-kampagnen har meddelt, at den sender sit stærkeste våben til New Hampshire på mandag - præsident Obama. Han vil dagen før præsidentvalget tale til fordel for Hillary Clinton, og timingen er ikke tilfældig.
    Torsdag aften og natten til fredag dansk tid kom fire målinger fra New Hampshire, og de var alle urovækkende for Clinton. Resultaterne var henholdsvis: Trump +5; uafgjort; Clinton +1; uafgjort.
    Ikke alle er de fire målere er lige velrenommerede, og resultaterne er i modstrid med andre målere, som dagen forinden havde Clinton på +6 og +10.
    Men det var nok til at give et demokratisk kollektivt panikanfald på de sociale medier, og på mandag kommer Obama så for at forsøge at trække tvivlere hjem. Obama talte også op til valget i 2012 i New Hampshire, og han talte sammen med Bill Clinton, og de talte ved, hvad der var det største politiske møde i statens historie.
     
     
     
leveret af ScribbleLive Content Marketing Software Platform