Velkommen til Skattekommissionens dag 8. B.dk's udsendte er på plads sammen med det øvrige danske pressekorps i det nyindrettede lokale i den nedlagte retsbygning i Søborg, hvor i alt 43 vidner skal afhøres over 26 retsdage.
I dag fortsætter kommissionen, hvor den slap - nemlig ved afhøringen af skattedirektør fra Skat København, Lisbeth Rasmussen.
Skattedirektør Lisbeth Rasmussen var overordnet chef for den gruppe af sagsbehandlere i Skat København, der i sommeren 2010 blev nedsat til at behandle Thorning-parrets skattesag.
Det er hendes dagbogsnotater, der - sammen med skattedirektør Erling Andersens redegørelse - har afsløret, at nøglemedarbejdere i Skat København oplevede et pres fra toppen af Skatteministeriet under sagsbehandlingen.
Afhøringen begynder om ni minutter. Journalister og bisiddere er så småt ved at være på plads i lokalet. Lisbeth Rasmussen er endnu ikke ankommet - heller ikke kommissionen.
Her får du lidt mere baggrund, inden det går løs: 16. september 2010 kom Skat København med sin afgørelse: Thornings mand, Kinnock, var IKKE skattepligtig i Danmark i perioden 2007-2009.
Den afgørelse blev ifølge Lisbeth Rasmussens dagbogsnotater "angrebet" af daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V), hans rådgiver, Peter Arnfeldt og daværende departementschef Peter Loft på et møde i Skatteministeriet samme dag, den 16. september 2010.
Det er netop mødet i Skatteministeriet den 16. september 2010, der bliver centralt i dagens afhøring. Her vil kommissionens udspørger, Lars Kjeldsen, formentlig spørge ind til, hvad Lisbeth Rasmussen har fået refereret fra mødet.
To politikomissærer sætter sig til rette foran mig. De er her for at høre, om der kommer nyt frem om, hvem der kan stå bag lækagen af Lisbeth Rasmussens dagbog. I oktober blev den lækket til BT, der bragte uddrag af dagbogen. Kommissionen politianmeldte efterfølgende selve lækagen.
Der er godt fyldt op i lokalet. En lille snes privatpersoner er også mødt op for at følge afhøringen fra tilhørerpladserne. Det er også en spændende dag i føljetonen om skattesagen.
Som sagt, mødet i Skatteministeriet den 16. september 2010 - samme dag, som Skat København med Lisbeth Rasmussen i spidsen kommer med sin afgørelse i Thorning-parrets skattesag - bliver centralt i afhøringen i dag.
Hverken skatteministeren eller departementet må blande sig i afgørelser af enkeltsager, og derfor er det vigtigt at få uddybet, hvad Lisbeth Rasmussen mener med, at Troels Lund, Arnfeldt og Peter Loft "angreb" skatteafgørelsen på det møde.
Under sin afhøring foran kommissionen har Troels Lund Poulsen blankt har afvist at have blandet sig det mindste i sagsbehandlingen af Thorning/Kinnocks skattesag.
Lisbeth Rasmussens dagbog blev i oktober lækket til BT - og selve lækagen har skattesagskommissionen anmeldt til politiet.
Ifølge BT slettede Lisbeth Rasmussen oprindeligt dagbogen, men politiet sporede den i en backup-fil, og den er nu en del af Skattesagskommissionens materiale. Teksten indeholder korte mødereferater og gengivelser af telefonsamtaler, som hun førte med sine nærmeste medarbejdere
Alle tilhørere og bisiddere - altså vidnernes advokater - er på plads. De tre kommissionsmedlemmer med landsdommer Lars E. Andersen i spidsen som formand, er to minutter forsinket.
Udover landsdommeren er advokat Martin Simonsen udpeget som kommissionens advokatmedlem. Professor, dr. jur. Niels Fenger, Københavns Universitet, er udpeget som kommissionens medlem med særlig indsigt i offentligretlige spørgsmål. Lars Kjeldsens stiller spørgsmålene som kommissionens udpegede udspørger.
- Er mobiltelefonerne på lydløs? Spørger en sekretær. Journalister og tilhørere tjekker efter. Der må hverken optages lyd eller video fra afhøringerne i lokalet.
Dørene åbnes, folk rejser sig, kommissionsmedlemmerne entrerer.
- Vi mangler Lisbeth Rasmussen, påpeger landsommeren. Vidnet kaldes ind.
Lisbeth Rasmussen - som jeg fra nu af kalder LR - har kortklippet hår, briller og svagt grøn blazer på.
Under første del af Lisbeth Rasmussens afhøring torsdag i sidste uge, fortalte skattedirektøren blandt andet, at hendes "advarselslamper" blev tændt, da fagdirektør Ivar Nordland fra Skatteministeriet viste hende et notat om en gammel skattesag fra 1999. Her afgjorde Skat, at Helle Thorning-Schmidt, der netop var flyttet til Bruxelles, ikke var skattepligtig i Danmark.
På trods af den afgørelse pålagte Socialdemokraterne - ifølge Lisbeth Rasmussen - Thorning at blive ved med at betale skat herhjemme. Og det fik skattedirektøren til at føle, at nogen "gik og småblandede sig" i Skat Københavns arbejde.
Under torsdagens afhøring kom det også frem, at Lisbeth Rasmussen i efteråret 2011 havde haft en samtale om skattesagen med Bjarne Corydon, der dengang var stabschef for daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt.
I den forbindelse besluttede kommissionen - på anmodning fra Lisbeth Rasmussens advokat, Nicolai Westergaard - at dørene bliver lukkede for pressen, når skattedirektøren onsdag skal referere samtalens detaljer.
Pressen og tilhørerne vil altså blive sendt uden for døren i dag, når dette emner kommer op.
Lars E. Andersen fortæller, at han har modtaget en kæring af kommissionens afgørelse angående dørlukning på spørgsmålet om Corydon-samtalen. Kæringen kommer fra journalist Bo Maltesen fra Politiken, der ikke mener, at dørene skal lukkes.
Lars E. Andersen spørger, om bisidderne har nogen indvendinger. Kun LRs advokat, Nicolai Westergaard, har. Han holder fast ved, at dørene skal lukkes. Lars E. Andersen meddeler, at kommissionen tager en pause for at drøfte spørgsmålet om dørlukning påny.
Der er altså action fra morgenstunden her i de nedlagte retslokaler i Søborg. Især os journalister i lokalet venter spændt på, om vi må blive siddende og rapportere fra den del af afhøringen.
Kommissionsmedlemmerne kommer ind igen.
- Det er vores opfattelse, at en opdeling i LRs forklaring i sig selv er uhensigtmæssig, siger Lars E. Andersen, der påpeger, at forklaringen skal komme i sammenhæng og kronologisk rækkefølge.
Kommissionen holder fast i dørlukning, fastslår formanden. Han giver nu ordet til udspørger Lars Kjeldsen.
Han spørger ind til det dokument, som departementschef Peter Loft medbragte til et møde hos Skat København. Dokumentet er håndskrevet, og Kjeldsen stiller sig op og viser det frem. Teksten er skrevet i hånden bag på et papir med en mødedagsorden.
Dokumentet går på runde blandt bisidderne, og Lars E. Andersen joker med, at vi måske skal have papiret undersøgt for fingeraftryk. Salen griner.
Peter Loft overdrager dokumentet til LR og skattedirektør Erling Andersen på et møde den 13. september 2010."Da vi kommer hjem fra mødet, har jeg en kort snak med Erling om teksten, og ellers hidkalder jeg de to sagsbehandlere. Jeg viser dette stykke papir og vi drøfte indholdet af det,", fortæller LR.
- De (sagbehandlerne, red.) kan ikke se noget nyt, de kan ikke se nogen tydeliggørelse. Der er intet, der indikerer for dem, at der kunne ligge en anden forståelse. De er ikke vidende til den oplysning, som Frode Holm (Thornings revisor, red.) har givet (om Kinnocks seksuelle orientering, red.) den 26. august, siger LR og fastslår, at de ikke ville have dokumentet med i skattesafgørelsen.
LR meddeler Peter Loft, at dokumentet ikke kommer med i afgørelsen, og det accepterer han, fortæller hun.
Lisbeth Rasmussen taler roligt og sikkert med få, små gestikulationer med hænderne. På hendes bord ligger to gule mapper og nogle papirer. På gulvet ved siden af hende står to tasker, hun har medbragt.
Kjeldsen vil vide, hvordan LR følte sig presset fra Peter Loft under sagsbehandlingen - som det kom frem under seneste afhøring.
- Det var den måde, han (Peter Loft, red.) omtalte de mange spørgsmål. Kendetegnende for forløbet var, at han stillede rigtigt mange spørgsmål ind til, om vi havde undersøgt sagen (om Kinnock, red.) godt nok Og selvom vi havde undersøgt det, så vendte han tilbage med det samme spørgsmål. Han refererede blandt andet til Kinnocks arbejds- og boligforhold, fortæller LR.